VVS branchens standard forbehold

HÅNDVÆRKSRÅDETS OG VVS-BRANCHENS STANDARDFORBEHOLD
1. januar 2007
 
AFTALEGRUNDLAGET

1. For tilbuddet gælder "Almindelige betingelser for arbejder og leverancer i bygge- og anlægsvirksomhed af 10. december 1992 (AB 92)". Eventuelle fravigelser til AB 92 gælder kun, såfremt fravigelsen klart angiver, hvilken bestemmelse i AB 92 fravigelsen vedrører. I udbud omfattet af tilbudsloven forudsættes eventuelle fravigelser at være indenfor rammerne af § 6 i Bygge- og Boligstyrelsens cirkulære nr. 174 af 10. oktober 1991 om pris og tid. (AB 92, § 1, stk. 1 og 3).

2a: I vinterperioden (1/11 – 31/3), jf. vinterbekendtgørelsen, er "årstidsbestemte vinterforanstaltninger" omfattet af tilbuddet, bortset fra foranstaltninger, der er fælles for flere entrepriser, hvis disse ikke i udbudsmaterialet er angivet som hørende til entreprisen.
 
2b: Udførelse af "vejrligsbestemte vinterforanstaltninger", jf. vinterbekendtgørelsen, er ekstraarbejde.
 
2c: Er arbejdet omfattet af og udbudt efter vinterbekendtgørelsens § 4 indeholder tilbuddet vinterforanstaltninger, bortset fra foranstaltninger, der er fælles for flere entrepriser, hvis disse ikke i udbudsmaterialet er angivet som hørende til entreprisen. (AB 92, § 3, stk. 4).
 

 
SIKKERHEDSSTILLELSE
3. Sikkerhedsstillelsen over for tilbudsgiver skal stilles senest 8 arbejdsdage efter entrepriseaftalens indgåelse. (AB92, § 7, stk. 1).
 

 
FORSIKRING
4. Det forudsættes, at tilbudsgiver og dennes eventuelle underentreprenører medtages som sikrede på den af bygherren tegnede brand- og stormskadeforsikring. Tilbudsgiver forbeholder sig samme retsstilling ved offentlige bygherrers selvforsikring. (AB 92, § 8, stk.1 og 2).
 

 
UDFØRELSE
5. Stikledninger for afløb og el, gas, vand, varme m.v. forudsættes ved byggearbejder ført ind på byggepladsen i fornødent omfang, medmindre andet udtrykkeligt er angivet i udbudsmaterialet for den konkrete entreprise. (AB 92, § 10, stk. 2).
 
6. Krav i udbudsmaterialet om garanti for materialeegenskaber, som påfører tilbudsgiveren et videregående ansvar end efter AB 92, er kun gældende, i det omfang leverandøren vedstår og opfylder samme garanti over for tilbudsgiveren. (AB 92, § 10, stk. 4, jf. § 30, stk. 3).
 
7. Bygherren skal inden arbejdets påbegyndelse oplyse, hvis bygherrens tilsyn ikke er bemyndiget til at indgå supplerende aftaler om ændringer i arbejdets art og omfang, herunder ekstraarbejder. Ændringer eller tilbagekald af en bemyndigelse under arbejdets udførelse skal meddeles tilbudsgiver. (AB 92, § 14, stk. 1 og 2).
 

 
BETALINGSREGULERING
8. Tilbudssummen indeksreguleres med tilbudsdagens indeks som begyndelsesindeks. Er intet indeks fastsat i udbudsmaterialet eller i tilbuddet, anvendes det af Danmarks Statistik offentliggjorte indeks (eller del-/fagindeks), som i sin opbygning bedst muligt svarer til entreprisen. (AB 92, § 22, stk. 6).
 
9. Er der i udbudsmaterialet stillet krav om fast pris, reguleres prisen for den del af arbejdet, der udføres senere end 12 måneder fra tilbudsdagen. Reguleringen beregnes ved såvel bygge- som anlægsarbejder i overensstemmelse med Bygge- og Boligstyrelsens cirkulære af 10. oktober 1991 om pris og tid, bilag 1. (AB 92, § 22, stk. 6).
 
10. Udover den faste pris skal der ydes tilbudsgiver godtgørelse for merudgifter forårsaget af ekstraordinære prisstigninger eller pålæg fra staten, jf. Bygge- og Boligstyrelsens cirkulære af 10. oktober 1991, §§ 8 og 9. (AB 92, § 22, stk. 6).
TIDSFRISTFORLÆNGELSE OG GODTGØRELSE
 
11. Tilbudsgiver forbeholder sig ret til tidsfristforlængelse og godtgørelse for nødvendige stilstandsomkostninger, såfremt betaling af merudgifter til arbejdets gennemførelse i vinterperioden afvises, jf. standardforbeholdets punkt 2. (AB 92, § 24, stk. 1, jf. § 27, stk. 2).
 

 
AFLEVERING
12. Tilbudsgiver forbeholder sig etapevis aflevering, hvor arbejdet består af flere selvstændige byggeafsnit. (AB 92, § 28, stk. 4).
 

 
SUPPLERENDE FORBEHOLD VED UNDERENTREPRISETILBUD
13. Hvis underentreprenøren i tilfælde af ansvarspådragende forsinkelse pålægges ansvar efter dansk rets almindelige erstatningsregler, skal hovedentreprenøren inden aftalens indgåelse oplyse, hvilken forsinkelsessanktion der er aftalt mellem hovedentreprenøren og bygherren. Er denne sanktion en dagbod, skal hovedentreprenøren tillige oplyse størrelsen af den aftalte dagbod. (AB 92, § 25, stk. 3)
 
A) For så vidt andet ikke klart er specificeret i udbudsmaterialet, foretages kun trykprøvning under ét.
 
B) Strøm til arbejdsbelysning og almindeligt forekommende arbejdsmaskiner skal af bygherren fremføres til passende steder på arbejdspladsen (stikdåser pr. maksimalt 30 m, jævnfør "Rørprislisten"s bestemmelser) og forbruget betales af ham. Dog betales det forbrug, der medgår til opvarmning af skure (folkerum) m.v. og elektrosvejsning af tilbudsgiveren med mindre andet er fastsat i udbudsmaterialet.
 
C) Ibrugtagning af varmeanlæg (jf. AB92, §12, stk. 4) til udtørrings /opvarmningsformål må kun finde sted efter nærmere aftale og betragtes som afleveringsforretning for det ibrugtagne.
Det er en forudsætning, at isoleringsarbejdet ikke udføres forinden trykprøvning af de pågældende ledningsstrækninger har fundet sted.
 
D) Ved gevindskæring anvendes udelukkende vandudskyllelige skærevæsker. Der overtages derfor intet ansvar for kemisk og/eller bakteriel forurening af rørsystem eller beholdere. Fællesbetingelser ved isoleringsarbejder
 
E) Arbejdet forudsættes udført i overensstemmelse med Dansk Ingeniørforenings norm for termisk isolering af tekniske installationer. (DS 452) med mindre andet udtrykkeligt fremgår af udbudsmaterialet. Ved opmåling regnes den udvendige rørdiameter og den løbende rørlængde udvendigt på isoleringen og på bøjningens yderside uden fradrag for flangesamlinger, ventiler, rørbærere og andre mindre afbrydelser. Hvor flere rør isoleres samlet betales der efter antal og dimensioner.

Hvor flange, bøjninger etc. isoleres, beregnes disse ekstra, ligeledes afslutninger med manchetter (metalbånd).

Alt fladearbejde beregnes opmålt uden på den færdige isolation uden fradrag for fyrkamre, mandehuller, renseklapper etc.

Der tages forbehold over for reparationsudgifter ved udført isolering, når disse skyldes, at bygherren og/eller dennes repræsentant uanset indsigelse fra entreprenørens side forlanger arbejdet udført på steder, hvor der er risiko for vandskade.

§§1-13 incl. udgør Håndværksrådets standardforbehold.

§§A-E incl. udgør de særlige salgs- og leveringsbetingelser for blikkenslager-, gas, vand-, sanitets, varme-, ventilations- og isoleringsarbejde samt smedearbejde og sprinkleranlæg anmeldt til Konkurrencerådet.

§§1-13 og A-E incl. gælder som helhed, kort betegnet: Standardforbehold m.v.

Dette standardforbehold afløser Håndværksrådets standardforbehold af 1. december 1994.

* Tilbudsgivere og bygherrer bør være opmærksomme på at forbehold vedhæftet et tilbud gælder forud for udbudsmaterialet, medmindre andet fremgår af forbeholdet eller der senere træffes anden aftale.

at udbudsmaterialet bør indeholde en henvisning til "Almindelige betingelser for arbejder og leverancer i bygge- og anlægsvirksomhed" af 10. december 1992 (AB 92), fra hvilke fravigelser kun bør ske, når særlige forhold i de enkelte tilfælde kan begrunde det, og

at udbudsmaterialet bør indeholde en fuldstændig beskrivelse af de ydelser, der gives tilbud på, samt en tidsplan, som mindst indeholder bindende og nøjagtige oplysninger om tidspunkterne for tilbudsaccept, arbejdets påbegyndelse, afslutning samt betaling af slutregning.

1.000/07.00 rev. 1. januar 2007
 
Triton VVS & Kloak ApS
Hvidovrevej 80 C · 2610 Rødovre
Telefon: +45 3630 1260
E-mail: info@tritonvvs.dk
Get the Flash Player to see this rotator.